Stendynge laves om til stenbed

Stendyngen, som er sten fra en nabos gårdsplads, har ligget der i godt et par år og var efterhånden groet helt efter i ukrudt. Det må kunne blive til noget, der er smukkere at se på, når jeg får tid, har jeg længe tænkt. Tid har jeg nu, og stenbedet, som dukkede frem af stendyngen, skal jeg nu finde nogle planter til. Hosta og græsser kan jeg forestille mig vil være en enkel og smuk beplantning netop der.

Søjlerøn på diget

Det er nu 2 år siden jeg rensede diget langs vores vej for flerårigt ukrudt og plantede 20 Søjlerøn med ca. 3,5 meters afstand. 2 træer blev gnavet ned af mosegrise den første vinter, men ingen siden hen. Jeg fik sået noget græs, der gror kraftigt , hvilket betyder at jeg skal slå græs på diget ca. 2 gange om ugen. Det er et stort arbejde, men er måske med til at stresse mosegrisene, så de holder sig væk.
I dag har jeg renset omkring træerne og lagt et godt lag bladmuld i stedet. Det gør jeg én eller 2 gange om året.

Askesyge

Askesygen har huseret i Danmark i nogle år, uden man (jeg) egentlig er blevet klog på, hvor alvorligt det står til. Jeg plantede en del asketræer for godt 25 år siden, som nu er temmelig store. Nogle af træerne har jeg de seneste år haft mistanke om var ramt af den såkaldte asketopsyge, men det har været lidt svært at afgøre.Træernes krone er ikke så fyldig, og de springer ikke helt ud i grenspidserne.
I denne sommer er det dog blevet tydeligere, at nogle træer er syge og må fældes. Andre står fuldt udsprungne og og ser sunde ud, men jeg frygter turen også kommer til dem.

Åben Have weekenden

Vores Åben Have arrangement blev en overvældende succes. Både lørdag og søndag kom der besøgende i en jævn strøm, og i alt omkring 200 de to dage, vil jeg gætte på. Vi havde ikke noget tælleapparat :-) Folk kom fra nær og fjern, ja sågar helt fra Vancouver Island!