Drivbænke

Jeg har længe ønsket at lave nogle drivbænke, men hvordan? Jeg har haft gamle stuehusvinduer, som blev udskiftet for over 10 år siden, liggende på ladeloftet, fordi jeg ikke kunne nænne at smide dem ud. Kunne de måske anvendes som tag til drivbænke? Så ville det bare være rammen, jeg manglede. I sidste uge fik jeg den tanke at bruge fundablokke, to oven på hinanden som blev støbt sammen. Jeg havde 8 vinduer 75X120 cm og syntes det passede med to stk ved siden af hinanden pr. drivbænk. Jeg regnede ud at der skulle bruges 24 fundablokke til hver drivbænk og planlagde at bygge 2. De skulle placeres mellem frugttræerne i den gamle grønthave.Da de to var lavet, syntes jeg det passede fint med en 3. så jeg måtte af sted efter 24 fundablokke mere.
Det nederste lag fundablokke er sat i sand/grus og gravet ned, så drivbænken får en hældning mod syd. Derefter er der sat en blok oven på, hvorefter de to lag er støbt sammen.
Der vil komme til at stå vand oven på vinduerne, når det regner og sprosserne vil sikkert ikke holde i mange år, men så må jeg finde en løsning med noget andet glastag.