Naturnær skov

Efter fældning og oprydning af et godt 20 år gammelt 3 rækket sitkagran bælte i vinter, fik jeg Grenknuseren til at fræse stubbene, så jeg kunne plante nyt. Jeg har valgt løvtræer og buske, som egner sig godt til det, man kalder naturnær skovdrift.
»Naturnær skovdrift er en måde at dyrke skoven på, der sikrer, at man får en mere varieret og stabil skov til gavn for både biodiversitet, landskabelige forhold, en divers træproduktion og meget mere. Den naturnære skovdrift bygger på principperne om naturlig selvforyngelse, mange træarter i forskellige aldre inden for et mindre areal. Desuden anvendes der ikke dræning og jordbearbejdning i naturnære skove.« skriver Naturstyrelsen på sin hjemmeside.

Nu har jeg plantet 3 rækker med løvtræer og buske. Det er: Fuglekirsebær, Prunus avium; Sargents Æble, Malus sargentii; Kvalkved, Viburnum opulus; og Hvidtjørn, Crataegus monogyna. 25 stk. af hver i en blandet beplantning. Desuden har jeg fået plads til 9 pæne store Dværgmispel, Cotonaster bullata, som er planter af egen avl, jeg har haft stående og bare ventet på at få plads til at plante ud.

Stubbe af godt 20 år gamle sitkagran rodfræses