Stenbede, støttemure og pigstensgange i haven

Knud Halskov, 30. marts 2016

Her vil jeg fortælle lidt om min erfaring med at bruge sten i haven og om nogle grundregler, som kan være nyttige at kende. Men først lidt om mit udgangspunkt.

Vores grund ligger på et skrånende terræn, og der var ingen have, da vi flyttede hertil i 1980, så alle muligheder for hvordan den skulle indrettes var åbne. Helt oplagt var det, syntes vi, at bygge nogle støttemure/stengærder og indrette haven med stenbede i forskellige niveauer. Med kampesten og marksten. Vi bor på landet, hvor der er nok af sten og ikke stor efterspørgsel.

I de første mange år, før jeg fik trailer, blev stenene hentet med trillebør ad kilometerlange markveje. Særligt store sten blev fragtet med lånt traktor og enkelte gange med vognmand fra grusgraven.

Stenene kan man opdele i følgende 3 kategorier: Pigsten, marksten og kampesten.

Pigsten bruger man til havegange og gårdspladser, og de må gerne være små, men helst ikke runde. Ovale sten på tykkelse med en knyttet hånd og sat på spidsen, giver den fineste gangflade, synes jeg. Det er vigtigt at være kritisk med udvælgelsen. Det kan være praktisk og se flot ud med gode store trædesten imellem de små pigsten.

Til støttemure bruger man marksten og gerne så store, som man kan løfte. Helst ikke helt runde, men ellers kan alle sten bruges. Det gælder om at få stenene til at hvile i sig selv.

Det er vigtigt med et godt fundament. Grav en rende ca. 20 cm. dyb og fyld halvt op med grus, inden første stenrække lægges. Her kan man med fordel bruge de største og evt. uhåndterlige sten, som forsvinder delvist i jorden. Hvis der er stor forskel på størrelsen af sten, ser det bedst ud, at de største sten er nederst, og at man ikke kan se bunden af stensætningen. I takt med opbygningen af muren fyldes der op bag stenene med grus og jord. Grus nederst for at sikre godt dræn, at ikke frost siden skal skubbe stenene ud.

Det vanskeligste arbejde er at få stenene til at ligge stabilt, uden at de læner sig op ad jorden bag ved. Man skal undgå at stable stenene oven på hinanden, men sørge for, at de ligger i forbandt. Det kan være nødvendigt at bruge mindre sten til at fylde ud mellem de store, for ikke der skal blive for store fuger. En svag hældning indad er nødvendig og naturlig. Nogen vil foreslå, at man bruger snor for at sikre sig en ret linje og hældning, men det har jeg aldrig kunnet bruge. Til gengæld holder jeg løbende øje med, at det ser rigtigt ud.

Stenbede med store kampesten, der kræver stålstang eller vægtstang for at flytte, har jeg flere af. Her er det faktisk størrelsen og til dels stenenes form og farver, der betyder mest. Stenene skal nemlig graves mere eller mindre ned i jorden, så de forekommer at høre naturligt hjemme i bedet. De skal placeres uregelmæssigt i bedet og må gerne være forskellig i størrelse og form.

Pas på! – når man er blevet bidt af sten, kan man ikke gå forbi en smuk sten i naturen uden at ønske den hjem i haven. Og det er som regel tungt arbejde.

2 tanker om "Stenbede, støttemure og pigstensgange i haven"

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>